Rumle startede på Henriette Hørlücks skole i førskoleforløb, men vi flyttede ham til Risingskolen, da hans storesøster var begyndt der. Hun havde det ikke godt på den skole hun gik på og vi flyttede hende derfor. Det betød at vi havde 3 børn på 3 forskellige skoler og det fandt vi var for meget, så vi flyttede også ham. Det har vi fortrudt mange gange siden.

Fra 1. til 3. klasse har han haft den samme lærer til dansk. Det er muligt at der er sket noget i deres kontakt som har fået ham til at lukke af og blokere for indlæring. Hans danskniveau er i hvert fald stagneret engang i 1. klasse, så vidt vi kan se.

Klassen han gik i var meget uharmonisk og der var nogle enkelte som var meget voldsomme og forstyrrede meget. Rumles reaktion var at trække sig og han blev derfor mere og mere indesluttet.

Han har helt sikkert mange gange oplevet at de voksne både i skolen og herhjemme ikke hørte hvad han sagde. Rumle har to storesøstre og han har ganske givet oplevet at de har fyldt meget, og at vi ikke har hørt efter hvad han sagde.

Han har hele hans skoletid givet udtryk for at han ikke kunne lide at gå i skole, hvilket vi dog var meget sene til at høre efter. Først i 2. klasse begyndte Juliet at snakke med Sik om at hun synes at vi skulle finde en anden skole til ham. Sik synes at vi skulle se tiden an.

Da Coronanedlukningen kom marts 2020 gik han i 2. klasse. Det var en lettelse for Rumle tror vi. Han nægtede dog at lave nogen former for skolearbejde herhjemme, og Juliet var ikke forberedt på at skulle agere lærer og det var nok også først her, hun blev opmærksom på hvor stor hans modstand var på skolearbejdet.   

Da skolen åbnede igen, nægtede han at gå derhen.

Der sagde Juliet til Sik at hvis vi ikke skulle flytte ham til en anden skole, så havde hun brug for hans hjælp, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Sik vidste heller ikke hvad han skulle gøre, hans reaktion var at bede skolen om hjælp og reagerede nok ret vredt over at skolen ikke ville eller kunne hjælpe.

Skolens reaktion var at sige at der måtte være noget galt med vores søn, og hvis der ikke var det, måtte det jo være os som ikke kunne finde ud af at sende vores barn i skole. Altså os der var noget galt med. Vi blev henvist til familiebehandling hvis eneste fokus var på at tale med os forældre. Vi fik simpelthen 1 års parterapi.

I starten var vi afventende idet vi troede at vi her ville få hjælp til hvordan vi fik Rumle tilbage i skole. Skolen var lige så afventende som vi, de gjorde i hvert fald heller ikke nogen forsøg på at rette henvendelse til os eller tog initiativ til noget.

Efter et stykke tid rettede vi selv henvendelse til skolen, om vi kunne komme over på besøg i et frikvarter i ny og næ for at se om vi langsomt kunne få ham tilbage af den vej. Ved frikvartersbesøgene observerede vi at lærerne ikke var interesserede i ham og overså ham. De stod ganske enkelt med ryggen til ham og så ikke hvordan han interagerede med de andre børn. De gisnede om hvor de troede han var og pegede i den forkerte retning.

Endelig blev Sik også overbevist om at han skulle skifte skole. Men da det var lige inden sommerferien var vi presset tidsmæssigt. Skolens vurdering var at han skulle rykke en klasse ned da han stort set ikke havde været i skole i hele 3. klasse (coronanedlukning og efterfølgende). Det var sin sag at finde en skole der havde plads og lyst til at tage en lille skoleforskræmt dreng.

Det eneste sted der ville tage ham, var den skole som vi havde flyttet vores datter fra. Juliet var ikke glad for tanken, det havde jo ikke været godt for hans storesøster at være der, men vi viste ikke hvad vi ellers skulle gøre. Aftalen mellem os blev at Sik skulle stå for al kontakt med balletskolen i den første tid. Juliet var bekymret for om Rumle kunne mærke hvordan hun havde det med skolen og gjorde sig meget umage for at tale skolen op og være glad og begejstret sammen med Rumle. Og til hendes lettelse tog skolen også virkelig godt imod ham.

Det blev et hårdt år. Vi kæmpede med at få Rumle ud ad døren og i skole. Sik tog meget fri fra arbejde for at være sammen med Rumle på skolen. Det var en stor tryghed for Rumle, at han var der og Siks følsomhed og ømhed styrkede virkelig deres relation, omvendt havde Rumle også svært ved at give slip på ham. Hver eneste morgen inden skole, talte Sik længe og intenst med ham hvilket stort set altid fik ham til at overgive sig. Rumle var ulykkelig men gik med. Nogle gange nåede de kun til bilen. Nogle gange nåede de at køre ind til skolen, hvor han så nægtede at gå ud af bilen, nogle gange kom de helt ind på skolen.

På skolen, når Sik ikke var der, fik vi tilbagemeldinger på at han var glad og havde det godt. Og det er jo dejligt, men vi er bange for at det mest er udtryk for at han har sagt og gjort som det forventedes af ham, på samme måde som vi oplever ellers, at han er bange for at give udtryk for hvordan han egentlig har det.

Vi fik at vide at alle børn gerne ville i skole og alle undersøgelser viste at hvis bare man fik børnene hen på skolen ville skoleværingen løse sig selv. I dag tænker vi, at det svarer til at fortælle en person med en spiseforstyrrelse, at alle undersøgelser peger på, at hvis bare de holder op med at overspise, så taber de sig. Sådan magisk.

Efter sommerferien startede vi op, på præcis samme måde, Rumle ville ikke i skole og Sik var bekymret og hans angst og frustration voksede. Juliet fik den tanke at Rumle kunne mærke Siks angst og hun ville derfor gerne prøve hvordan han reagerede hvis det var hende der tog afsted med ham om morgenen. Hun gik ud fra teorien om at hans følsomhed opfangede hvordan vi voksne har det og gjorde derfor meget ud af at være glad og afslappet og naturlig omkring at skulle afsted, og det virkede. Rumle og hun kørte glade afsted om morgenen. Det blev til flere uger i streg, og selv om det ikke lyder af meget var det den længste sammenhængende periode i 2 år hvor Rumle var i skole.

Men det krævede mere overskud af Juliet end hun havde. Med influenza i kroppen kunne hun ikke opretholde den glade og overskudsagtige og stærke udstråling som han havde brug for og de kunne derfor ikke komme afsted i skole. Til gengæld begyndte hun at tænke over hans små sagte pip.

For selv om vi kørte glade afsted fik han også fortalt, i små sagte bemærkninger, at han ikke havde lyst, at han ikke kunne lide at danse, og at han skulle lave nogle lektier som han ikke kunne overskue. Det begyndte at gå op for hende at magien ikke kom. Og når hun lavede lektier med ham, gik det også op for hende at der intet var sket fagligt.

Uanset hvor meget vi kæmpede og brugte tid på at fastholde ham i skolen så er INTET ændret.

Så da Rumles lærer ringede til Sik og fortalte ham at nu skulle Rumle altså komme i skole, havde Juliet allerede nået at tænke en masse tanker om situationen. Vi følte os presset til at gøre noget. Men pres er nogle gange godt. Det førte nemlig til mange, mange, lange snakke, hvor vi sammen fandt ud af hvad vi skulle gøre. Og lagt en plan.